Generator til dimissionsscener

Hvorfor en dimissionsscene fortjener sin egen generator

En dimissionsscene er et af de mest bærende øjeblikke i enhver ungdomsroman, erindringsbog, ansøgningsessay til universitetet eller novelle om at blive voksen, og det er også et af de nemmeste at skrive dårligt. En tale, der ender i et blogindlæg, vil ikke overleve stilheden i gymnastiksalen bagefter, en afgangselev, der lyder som en helt, der er helt almindelig, vil ikke overleve en læser, der rent faktisk har siddet igennem en rigtig dimission, og en studerende, der får en enkelt dialoglinje i et tætpakket kapitel, føler sig sjældent fortjent. Oplæggene i denne generator er skrevet til det øjeblik, hvor hatten lander, familien tager billedet, og den studerende skal beslutte, hvad de skal gøre nu. Hver briefing er forankret af en specifik linse: en taler med en skjult dagsorden, en hemmelighed fra en afgangselev, spændinger i familiens publikum, et vejkryds efter en fest, et hint om en kasketpynt, et twist i en legatmeddelelse, en afbrydelse af en rektors tale, en ankomst af en fremmedgjort forælder, et sidste løfte fra en vennegruppe, en overraskelse i en eksamenskuvert, vejret på fodboldbanen, en konsekvens af en spøg med en afgangselev, en afskedsbrev fra en lærer, en vending i en fremtidsplan, en risiko for en offentlig tilståelse, en akavet fotolinje, et farvel til et vartegn på et universitet, en følelsesladet rytme fra en klassesang, et håndtryksøjeblik fra en rival og valget efter at have kastet kasketten.

Generiske dimissionsprompter har en tendens til at overprioritere den polerede åbningslinje og underprioritere den lille, sande detalje, som rummet rent faktisk husker. Briefingerne her læner sig op ad den lille detalje. Den sidste taler har omskrevet talen to gange, fordi den første version tilstod affæren, og den anden version har besluttet at holde affæren ude af den. Den sidste taler har indvilliget i at holde den tale, hendes studievejleder skrev, men hun har også indvilliget i at erstatte den med en sætning af sin egen. Rektoren har rømmet sig to gange under den sidste talers tale, og anden gang holdt taleren en pause og ventede præcis syv sekunder. Den sidste taler har kastet sin kasket og er gået direkte tilbage i gymnastiksalen for at hente det indekskort, hun havde lagt på talerstolen, og indekskortet er det eneste, hun ville have fra scenen. Detaljerne gør arbejdet, og forfatteren får lov til at være den person, der bemærkede det.

Sådan er briefingerne opbygget

Hver briefing er et enkelt kort afsnit på to til fire sætninger, der navngiver personerne, fastlægger den aftalte adfærd og peger på den familiehemmelighed eller det uudtalte valg, som rummet er ved at opdage. Den første sætning navngiver normalt, hvem der gør hvad: klasselederen sprang med vilje to afsnit over om skolens motto, regnen begyndte under påkaldelsen, fotolinjen er blevet sat op med rektoren til venstre og vicerektor til højre. Den anden sætning indeholder den aftale eller ordning, familien har indgået privat, og rummet er endnu ikke blevet fortalt det. Den tredje sætning, når der er en, peger på den detalje, rummet er ved at opdage, ofte en enkelt genstand, et enkelt navn eller et enkelt fotografi, som den sidsteårselev har båret i inderlommen på sin kjole siden første år på universitetet.

Trussene er organiseret i tyve emnelinser, og linserne er bevidst smalle, så ingen to grupper kan læses som udskiftelige. En taler-med-skjult-dagsorden-linse skriver briefs, hvor rummet er formet af en sætning, som taleren har indvilliget i at springe over. En afslutningselev-hemmelig linse skriver briefs, hvor rummet er formet af noget om den valgte taler, som ingen i publikum har fået at vide. En familie-publikum-spændingslinse skriver briefs, hvor rummet er formet af en række navngivne slægtninge, der ikke har talt med hinanden siden et bryllup eller en begravelse. En efterfest-korsvejslinse skriver briefs, hvor den sidsteårselev skal vælge, hvor de skal hen, når loftet lander. De andre seksten linser følger den samme regel, og reglen er enkel: en opgavebeskrivelse, der kunne høre til enhver anden dimissionsscene, hører ikke hjemme i denne samling.

Valg af den rigtige linse til din scene

Vælg linsen før taleren. En forholdsscene ønsker to navngivne personer, der allerede kender hinanden, og én aftalt grænse, de ikke har fortalt rummet. En ankomst til gymnastiksalen i stil med en mistænksom sørgende ønsker én navngiven fremmed, som rektoren er blevet bedt om at se. En tale i stil med en afbrydelse af en lovprisning ønsker én sætning, som taleren har fået at vide, at hun må springe over. Linsen med den hemmelige afslutning fungerer bedst, når talen er kapitlet, linsen med familie-publikum-spænding fungerer bedst, når familieskænderiet er kapitlet, og linsen med efterfest-korsvej fungerer bedst, når kapitlet er morgenen efter, at kasketten er landet. Mange kapitler kombinerer to linser: en hemmelighed fra en afgangselev til talen og en diskussion mellem familie og publikum i stilheden efter talen.

Hvis du er ved at udarbejde et kapitel, og linsen endnu ikke er tydelig, så skriv om, indtil en af ​​​​brieferne giver dig personerne, aftalen og den uudtalte detalje i samme afsnit. Brieferne er med vilje korte; de ​​giver forfatteren plads til at tilføje de små, sande detaljer fra den ældre elevs faktiske liv, familiediskussionen, som den rent faktisk står, og den tale, den ældre faktisk skrev. Generatoren er ikke kapitlet. Det er frøet.

Identitet og huens vægt

En dimissionsscene handler sjældent om ceremonien. Den handler om den ældre elev i det øjeblik, ceremonien slutter, og huen er det fysiske objekt, der markerer overgangen. Huen er en morterbræt med en kvast, der flyttes fra den ene side til den anden, men i scenen bliver den et lærred, et mål, et projektil, et minde, et gidsel og en tilståelse. En sidsteårselev, der har malet sin kasket med sin afdøde brors navn, er en anden sidsteårselev, når hun går af scenen. En sidsteårselev, hvis kasket er blevet konfiskeret ved døren af ​​rektoren, er en anden sidsteårselev, når hun sætter sig ned igen. En sidsteårselev, der har indvilliget i at kaste kasketten med vennegruppen, men i sidste øjeblik er det den sidste elev, et kapitel handler om.

Trendsene i denne samling behandler kasketten som et lille narrativt objekt, der kan indeholde en sætning, en tegning, en paillet for hvert A, en konstellation, hendes mor lærte hende at finde, eller et fotografi af den afdøde elev. Trendsene behandler også eksamensbeviskuverten som en anden lille genstand med sine egne hemmeligheder, processionsordenen som en tredje, og sidsteårsklassens sang som en fjerde. Pointen er, at en dimissionsscene er bygget op af genstande, som den sidste elev har båret i lommen, og forfatterens opgave er at bemærke, hvilke genstande der betyder noget, før rummet bemærker det.

Tips til forfattere

• Vælg linsen før taleren. Linsen er rummet, taleren er den person, rummet er formet omkring, og kapitlet er, hvad der sker, når rummet finder ud af det.
• Nævn tre slægtninge i publikum. Navnløse slægtninge skaber ikke spændinger. En fraskilt mor, en fraværende far, en bedstemor med det forkerte sprog til programmet.
• Giv den sidste elev én lille genstand. En klokke, et foldet indekskort, en malet kasket, en enkelt paillet, et armbånd til den yngste i vennegruppen.
• Lad rektoren og afgangseleven være uenige om ét afsnit. Uenigheden er scenen.
• Modstå trangen til at beskrive kjolen fuldt ud. Én lille detalje er nok: renserimærket stadig på ærmet, storesøsters navn stadig syet inde i kraven, den lånte kjole to størrelser for stor.
• Stol på stilheden. En dimissionsscene fortjener sin plads på samme måde som en begravelsesscene fortjener sin plads: ved at lade den unavngivne detalje være usagt, indtil den lander.

Inspirationsspørgsmål

Før du udarbejder kapitlet, så sæt dig med et af disse spørgsmål og skriv et afsnit i din notesbog, ikke scenefilen.

• Hvad er den ene sætning, som den sidste elev har indvilliget i at springe over fra talen, og hvad får den sætning rummet til at tænke, når den sidste elev ikke siger den?
• Hvilken slægtning har siddet med en tom stol ved siden af ​​sig, og hvem skal fylde stolen, hvis de ankommer for sent?
• Hvad bad skoleinspektøren den sidste elev om at fjerne fra talen, og hvad ville den sidste elev have sagt, hvis skoleinspektøren ikke havde spurgt?
• Hvad er den ene genstand, den sidste elev giver til sin bedste veninde efter at have kastet kasketten, og hvad betyder den genstand for vennen uden at den sidste elev siger den?
• Hvad gør vejret under recessionen, og hvordan ændrer vejret recessionen i en måde ingen i publikum nogensinde vil nævne?
• Hvilken klassekammerat har den sidste elev ikke talt med siden andet år på gymnastiksalen, og hvad skal der til for at få den sidste elev til at gå over gymnastiksalen og række hånden frem?

Hvad er gode Generator til dimissionsscener?

Der er tusindvis af tilfældige Generator til dimissionsscener i denne generator. Her er nogle eksempler at begynde med:

• Skip the line about the boy behind the gym, her grandmother begged her this morning, and the line, the speaker's favorite part, has been crossed out by hand.
• Across the top in Latin, the class president's cap carries the school motto, and the Latin teacher has agreed to translate it for the yearbook caption.
• Out of order, the names were read by the principal in the order they appeared in the program and not in alphabetical order, and the speaker agreed to wait for her name to be called last.
• Under a friend's name who is leaving for basic training, the booth at the diner has been reserved, and the diner has agreed to stay open.
• From the gym entrance, the benediction was delivered when the rain became heavy, and the benediction was agreed to be shorter than printed.
• Given during the photo line, the small book is the history teacher's gift, and the teacher will hand it to the senior with one hand.
• Walking back from the photo line, the senior confessed to the girl she has been bullying since freshman year.
• Worked in during junior year, the cafeteria is where the senior will visit before the ceremony.
• At the trophy case, the senior met her academic rival for the first time since the science fair junior year, and the handshake happened without an audience.
• Leaving a note under the senior bench, the senior folded the paper carefully after tossing her cap, and the note was the only thing she wanted to leave behind.