Generator for begravelsesmindeord

Hvorfor lovprisningsskabeloner fortjener deres egen generator

En lovprisning er det eneste stykke tekst, de fleste mennesker nogensinde vil levere foran et rum fyldt med mennesker, de elsker, på en dag, de hellere ville være blevet hjemme. Genren har usædvanligt høje indsatser og usædvanligt lav tolerance for fyld. En sætning, der læser godt på en blog, vil ikke overleve at blive sagt højt til en fætter, der ikke har sovet i tre dage. En linje, der lyder godt i forfatterens hoved, vil ikke overleve stilheden bagefter, når rummet beslutter, om taleren har fortjent den næste sætning. Kortene i denne generator er skrevet til at blive sagt, med en lav stemme, til et rum, der allerede ved, at det vil græde.

Generiske lovprisningsskabeloner har en tendens til at overindeksere på den polerede åbning og underindeksere på den lille, sande detalje, som rummet rent faktisk husker. Kortene her læner sig op ad den lille detalje. En citron i grøntsagsskuffen i nitten år. En lommekniv, der slibes hver lørdag morgen. En lille dåse knapper, der opbevares på et sybord. Detaljen gør arbejdet, og taleren får lov til at være den person, der bemærker den. Generatoren er bygget til taleren, der ønsker at være den mest omhyggelige version af sig selv på en dag, hvor den nemme version ville være meget mere behagelig.

Sådan er briefingerne bygget op

Hver briefing er et kort afsnit på cirka fire til otte sætninger. Den første sætning beskriver normalt talerens forhold til den afdøde, fordi rummet har brug for at vide, hvem der taler, før det kan stole på den næste linje. Den anden og tredje sætning lander på en enkelt signaturhukommelse, hentet fra et specifikt øjeblik, som taleren kan forsvare, hvis han bliver spurgt senere. Midten af ​​briefingen indeholder en lektie, en familiedetalje, et lille stykke humor eller et øjeblik med samfundstjeneste, afhængigt af linsen. Den afsluttende sætning er altid en tilbageholdenhedstestet afskedslinje, der kan siges uden at bryde talerens stemme.

Briefingerne er organiseret omkring tyve emnelinser, og linserne er ikke udskiftelige. En brief indrammet af talerens forhold lyder anderledes end en brief indrammet af en genstand placeret i nærheden af ​​kisten, og forskellen er forskellen mellem en hyldest og et mindesmærke. Vælg den linse, der matcher den rolle, taleren spiller i rummet, ikke den linse, der lyder mest litterært isoleret set. En brief er et værktøj, og værktøjet er kun nyttigt, når værktøjet passer i hånden.

Valg af den rigtige linse til taleren

Læs briefen højt, før du forpligter dig til den, med lav stemme, til et tomt rum. Hvis en sætning ikke overlever at blive sagt, vil den ikke overleve at blive hørt. En god lovprisningsbrief er en, hvor taleren kan beskrive rummets reaktion på forhånd og stadig føle sig tryg ved at rejse sig. Undgå briefinger, der løser sorgen inde i selve briefen. En lovprisning er en dør, ikke en væg, og døren skal forblive åben til sidst, så rummet kan gå igennem den på sin egen tidsplan.

Kombiner to eller tre briefinger, når rummet er lille, og taleren ønsker en længere hyldest. En briefing med relationsindfatning kan åbnes, en briefing med samfundstjenesteindfatning kan bære midten, og en briefing med afskedsindfatning kan lukkes. Linserne er designet til at kunne stables uden at blive gentaget, så den samme briefing genbrugt tre kapitler fra hinanden stadig føles som en anden tale. Vælg den briefing, som taleren kan levere uden at øve sig, og tilføj derefter en briefing mere, der beder taleren om at strække sig. Strækningen er den del, rummet vil huske.

Vær opmærksom på, hvilket familiemedlem briefingen favoriserer. Nogle briefinger er skrevet fra det voksne barns synspunkt, nogle fra søskendes, nogle fra naboens, nogle fra kollegaens, og nogle få er skrevet til et ikke-familiemedlem, der er blevet bedt om at tale. Hvis rummet forventer en bestemt relation, så vælg en briefing, der matcher den. Hvis taleren er den forkerte relation til briefingen, vil rummet bemærke det i den første sætning, og resten af ​​talen vil bruge sin energi på at komme sig.

Arbejd med talerens relation på siden

Den indledende relationssætning er den vigtigste sætning i briefingen. Den udfører to opgaver på én gang. Den fortæller rummet, hvem der taler, og den fortæller rummet, hvorfor taleren har lov til at være den, der taler. En svag relationsåbner er en sætning, der opremser fakta. En stærk relationsåbner er en sætning, der indrømmer en pris. Prisen er det, der giver taleren ret til at være på talerstolen i første omgang.

Par relationen med en lille fysisk fortælling. Relationen er det offentlige krav, men kroppen gør det virkelige arbejde. En taler, der lige har mistet en søskende, burde holde for hårdt på talerstolen, kigge ned på et notatkort og tage en slurk vand, der ikke rigtig er en slurk. Kroppen er sandheden, publikum kan læse, før den næste sætning overhovedet er blevet sagt. Korte budskaber, der giver plads til, at kroppen kan tale, er kortfattede budskaber, som rummet vil stole på.

Arbejde med signaturhukommelsen

Signaturhukommelsen er det ene øjeblik i budskabet, som taleren kan forsvare, hvis en slægtning afbryder med en rettelse. Det er også det øjeblik, publikum vil gentage for hinanden på parkeringspladsen. En god signaturhukommelse er specifik, forsvarlig og lidt uden for centrum. Publikum har ikke brug for årstallet. Publikum har brug for tirsdag eftermiddagen i 1997, termokanden med suppe, der er efterladt på verandaen, sedlen, der kun stod med blyant, at taleren skulle spise noget varmt.

Undgå at bruge signaturhukommelsen som en parade af dyder. Signaturhukommelsen er ikke en liste over beundringsværdige kvaliteter. Det er en enkelt scene, der foregår i en enkelt tid, og som er overværet af en enkelt person. Scenen kan være almindelig. Scenen bør være almindelig. Det almindelige er, hvad publikum vil genkende, og genkendelsen er, hvad publikum vil huske. Gem den mest dramatiske historie til en anden tale, en anden dag og et andet rum, der har energien til at modtage den.

Arbejd med familiedetaljen uden at dele for meget

Det er i familiedetaljen, at de fleste amatørmindetaler går galt. En liste over efterladte er en liste, ikke en hyldest. En kort, specifik detalje er en hyldest. Detaljen bør nævne en eller to slægtninge, en eller to vaner og en eller to genstande, som den afdøde holdt af. Detaljen bør ikke nævne sygdommen, sygehistorien, den økonomiske ordning, forældremyndighedssituationen eller det uløste argument. Detaljen bør give resten af ​​familien værdigheden af ​​at være kendt uden at blive udspecificeret.

Hvis du er i tvivl, så bed taleren om at forestille sig, at den slægtning, de beskriver, er i rummet og lytter. Hvis sætningen ville få den slægtning til at krympe sig, så klip den. Hvis sætningen ville få den slægtning til at smile, så behold den. Publikum kan mærke forskellen, selv når publikum ikke kender den slægtning, fordi talerens stemme ændrer sig, når taleren taler om en person, de elsker. Lad stemmen være testen, og stol på, at stemmen ved, hvad rummet kan tåle.

At arbejde med humor, der ikke forringer sorgen

Humor i en lovtale er en højtravende handling, og tråden er tyndere, end taleren tror. Den humor, der virker, er den humor, den afdøde ville have grinet af. Den humor, der ikke virker, er den humor, taleren ville have grinet af på en anden dag, i et andet rum, med et andet publikum. En god tommelfingerregel: Hvis joken kræver, at publikum kender en kendsgerning om den afdøde, som den afdøde aldrig fortalte, er joken for privat. Hvis joken kræver, at publikum forestiller sig en scene, som taleren kan beskrive i én sætning, er joken klar.

Brug humor sparsomt, og placer humoren på det strukturelle punkt, hvor publikum mest har brug for et lille åndedrag. Åndedrættet er normalt andet eller tredje afsnit, efter at forholdet og den signaturmæssige hukommelse har gjort deres arbejde. Åndedrættet er ikke en pause for taleren. Åndedrættet er en pause for rummet. Publikum vil belønne den taler, der giver publikum et øjeblik til at smile, og publikum vil tilgive næsten alt i det øjeblik. Tilgivelsen strækker sig ikke meget ud over øjeblikket, så taleren bør ikke satse på det.

At arbejde med lektien videre

Leksen er det mest overarbejdede element i en lovprisning og det nemmeste at forfalske. Den lektie, der rammer, er den lektie, publikum har set taleren leve højt i årevis. Den lektie, der ikke rammer, er den lektie, taleren lige har lært i de sidste tre måneder, og som han prøver for første gang på talerstolen. Publikum kan mærke det. Publikum kan altid mærke det.

Vælg den lektie, taleren ville have givet den afdøde på en hvilken som helst anden dag, i et hvilket som helst andet rum, med en kop kaffe i den ene hånd. Lektionen skal være lille nok til at være forkert nogle gange, og kort nok til at blive sagt i et enkelt åndedrag. En lektie er ikke en tese. En lektie er en sætning, som taleren kan bære ud af rummet og ind i resten af ​​ugen, og sætningen bør være den slags sætning, som den afdøde ville have nikket til, selvom den afdøde ville have tilføjet en joke.

Arbejde med genstanden placeret nær kisten

Genstanden er den nemmeste del af opgaven at overtænke og den nemmeste at underskrive. Genstanden bør være lille nok til at passe i en lomme, almindelig nok til, at publikum ikke spørger, hvad den kostede, og specifik nok til, at publikum vil genkende den som den afdødes. En lille dåse knapper, der opbevares på et sybord. En enkelt kvist rosmarin på en tallerken med ost. En ramponeret paperback med poesi, åben på siden læst på en tredje date. Genstanden udfører arbejdet for et helt afsnit, og taleren bør lade det.

Undgå genstande, der er for symbolske. Et flag, et ur, en vielsesring, et universitetsdiplom, et sportstrofæ. Publikum har set disse genstande i tusind lovtaler, og genstandene er holdt op med at betyde noget bestemt. Vælg den genstand, som den afdøde ville have rakt ud efter, og genstanden vil betyde, hvad den afdøde mente, og rummet vil kende forskellen. Genstanden er den afdødes sidste sætning, og taleren er blot den, der holder talerpulten.

At arbejde med afskedslinjen

Afskedslinjen er den sidste sætning, publikum vil høre i talerens stemme, og den sidste sætning er den, publikum vil huske på køreturen hjem. Afskedslinjen skal være kort. Afskedslinjen skal være stille. Afskedslinjen skal være den slags sætning, taleren kan sige, mens han ser på publikum, ikke den slags sætning, taleren skal læse fra et kort. Afskedslinjen er ikke stedet at være vittig. Afskedslinjen er stedet at være færdig.

Giv afskedslinjen en lille pause før den. Pausen er en strukturel gave til publikum, og publikum vil bruge pausen til at tage en indånding, som publikum ikke vidste, at de holdt. Pausen er også en strukturel gave til taleren, fordi pausen er det øjeblik, hvor taleren holder op med at være taleren og begynder at være den person, der kommer til at savne den afdøde. Den overgang er hele pointen med en lovtale, og pausen er det hængsel, som lovtalen drejer sig om.

Tips til at skrive en begravelseslovtale

• Start med omkostningerne ved forholdet, ikke afdødes CV.
• Vælg et signaturminde, som taleren kan forsvare, hvis han bliver afbrudt.
• Brug en lille fysisk tone til at forankre åbningssætningen i brødteksten.
• Hold familiedetaljen under tre sætninger, og hold den specifik.
• Placer humoren på det strukturelle punkt, hvor publikum har brug for et åndedrag.
• Vælg den lektie, taleren ville have givet afdøde på en hvilken som helst anden dag.
• Vælg objektet ved at spørge, om afdøde ville have rakt ud efter det.
• Skriv afskedslinjen til sidst, og læs den til sidst, efter resten af ​​talen.
• Pause før afskedslinjen, og lad publikum trække vejret med dig.
• Afslut med en sætning, som taleren kan sige, mens han ser på publikum, ikke på et kort.
• Øv briefingen én gang højt, med lav stemme, til et tomt rum.
• Hvis en sætning ikke overlever at blive sagt, så klip den af ​​inden ceremonidagen.

Inspirationsanbefalinger til din næste lovtale

• Hvad er den ene genstand, taleren ville placere i nærheden af ​​kisten, og hvorfor?
• Hvilken almindelig vane hos den afdøde savner taleren mest på en tirsdag morgen?
• Hvad er den mindste joke, den afdøde ville have ønsket, at taleren fortalte?
• Hvilket familiemedlem bør ikke nævnes i briefingen, og hvad er taleren taknemmelig for i stedet?
• Hvad er den ene ting, taleren ønsker, at den afdøde havde sagt højt ved køkkenbordet?
• I hvilken årstid åbner briefingen, og Hvordan holder årstiden taleren oppe?
• Hvad er den stilhed, taleren ville bede publikum om at dele før afskedslinjen?
• Hvilken lille omsorgsgerning ønsker taleren at give videre i afdødes navn?
• Hvad er den dyreste gave, afdøde nogensinde har givet taleren, og hvad kostede den?
• Hvilken linje i afdødes håndskrift opbevarer taleren foldet i en køkkenskuffe?
• Hvad er den beskrivelse, afdøde ville have bedt taleren om at levere, hvis afdøde havde vidst det?
• Hvad er den mindste sætning, taleren kan lade publikum holde på køreturen hjem?

Hvad er gode Generator for begravelsesmindeord?

Der er tusindvis af tilfældige Generator for begravelsesmindeord i denne generator. Her er nogle eksempler at begynde med:

• I am her older brother, and the only thing harder than losing Margaret has been learning to say her name out loud without my voice catching.
• The first time I met Walter he was arguing with a parking meter, and I knew from that sidewalk moment that I wanted him in my life for as long as the world would let me.
• My father sharpened a pencil the same way every Sunday morning, and the sound of blade against cedar has become the metronome by which I measure a clean start.
• The lesson Patricia left me is simple and almost impossible: assume the best of the person in front of you, and let them prove you right.
• Annette is survived by the three grandchildren she raised in a yellow house on Crescent Street, by a sister who called her every Wednesday at four, and by a parrot named Senator who has not spoken since the funeral home called.
• Doris lost her wedding ring in a cornfield in 1986, found it again in 1998 while pulling weeds, and wore it on a chain around her neck with the confident explanation that the dirt belonged to it.
• We will miss you exactly as much as we laughed with you, which is to say a great deal, and we will try to make you proud of the noise.
• Coach Eli kept the Little League field mowed with a tractor older than half his players, and the kids he sent to college now send their own children back to the same patch of grass to learn the game.
• There is a phone call I owed my uncle that I made a week too late, and I want anyone listening who still has a call to make to please make it tonight, with a paper cup of coffee in the other hand and a window open.
• Beside the urn we have placed a battered paperback of poetry, open to the page my grandfather read to my grandmother on their third date, and the spine is soft as a well-worn prayer.